Så jeg vågner en normal da i New York. Solen varmer den kontaminer jeg faldt i søvn i. Ingen så jeg gik herned og ingen har fundet mig, i løbet af natten. Det kaldes held. Jeg roede rundt i lidt gamle ulækkert skrald. Jeg tog mit bat til mig. Åbnede låget på kontamineren. Kigger nervøst ud, holder fat i mit bat med stram hånd. Jeg hopper ud, tager lidt af drikke af den gamle cola jeg har i baglommen. Gaderne er øde og tåget, biler ligger vendt rundt og der er ild i nogle skralde spande, og nogle af butiks vinduerne er smadret. Der er blod på mit bat, sved på min pande og ikke en eneste dråbe spyt i min mund. Kun smagen af gamle varm cola. Jeg tog min pung op, trak et billede frem af min kæreste. Hun er væk. Det hendes blod på mit bat. Jeg dræbte hende. Hun ville have dræbt mig hvis det ikke var, jeg havde slået først. Men det var ikke hende, hun var noget andet den morgen. Et monster, forpestede, en levende død. Jeg gik ud fra gyden, så mig til højder og venstre. Indtil vider, havde jeg kun set folk blive spist, fanget eller zombier. Ingen jeg kunne hjælpe eller der kunne hjælpe mig. Jeg gik ud på gaden, sveden dryppede af mig jeg holdte mit bat i begge hænder og så fortvivlet fra side til side. Jeg kunne ikke så nogle men jeg ved de er her, et sted. Jeg kan ikke se dem, men de kan lugte mig. De kan lugte frygt, de kan lugte blod tørt eller vådt. Gammel eller ny, de lige glade. De vil bare have kød. For nogle dage siden så jeg en hel flok af dem spise en due. De klamme, langsomme, dumme… men dræber. Det er det de er skabt til, at slå ihjel. Og spreder deres grimme sygdom til alle, mens folk som mig. Der er alene, bare skal gå med et våben de ved de ikke kan bruge hvis der kommer 100 af dem. Men bare gå i frygt, indtil de kommer og slår mig ihjel. Jeg kan flygte men ikke gemme mig. Jeg kan tage en bil og køre, men den løber tør på et tidspunkt, og så slår de til. I går så jeg en mand i kørestol der blev brutalt overfaldt, og da han fik sygdommen rejste han sig og gik. HVAD ER DET FOR NOGET!!!
Jeg var gået to gader uden at se dem. Men så hørte jeg det en svag pusten jeg vendte og drejet mig. Ingen. Stille. Tomt. Kun mig. Alene. En pistol butik, sikke et held. Vinduet var smadret, der har været nogle herinde. Jeg smed mit bat og tog en pistol. En normal hånd pistol. Lille. God. Hurtigt skud. Nyttig. Da jeg skulle til at tage patronerne kom de, fem af dem udenfor butikken. Jeg skød 2 gange og løb så ud igennem bag døren. Jeg løb bare, ikke noget med at se bag ud. Jeg løb så hurtigt jeg kunne. Jeg glad, JEG GLED I EN BANAN SKRALD. Mens jeg lå dernede og rodet rundt tænkte jeg klassisk. Jeg fik rejst mig op. Da en råbte på mig. Jeg løb men stoppede et par meter væk Zombier kan ikke tale udover AAAAHH og UUUU, men ellers ikke. Jeg vendte mig om. En mand, ikke meget ælder end mig 30? 32? Jeg løb hen til ham, han var rask ikke noget at se fra nogle zombier. Han havde heldigvis et gevær så det var ikke et problem med våben. Jeg har aldrig været god til at lede, men nu er det ikke en god ide at sætte sig ned og stemmer om hvad vej vi skal gå. Vi snakkede lidt sammen, efter han var blevet færdig med at snakke om sig selv. Spurgte han om jeg ikke var ham komikeren. Jo, det var jeg. Nu er jeg ham der snart dør og kun kan lave sjov ud af min dårlig verden der dør uden mine fødder. Han spurgte mig om jeg troede vi ville overleve. Jo tak, giv mig dit liv og så skal jeg fortælle dig hvad jeg tror der vil ske. Der er gået 3 dage og indtil nu har jeg ikke spist, jeg har drukket af en gammel flaske og har ikke sovet ordentligt. Så om jeg tror vi overlever Selvfølgelig gør vi det sagde han sakatiske. Er det ikke sådan noget man plejer at sige. Jeg gav ham hans liv tilbage og han fik et lys i han ansigt. Som Hey du sagde det, nu skal vi nok klare den. For du berømt du ved hvad du snakker om. JEG ER BARE FUCKING STAND UPPER! Jeg ved ikke en skid om dit liv eller min for den sags skyld, jeg laver bare gas med den. Det sådan jeg af regere. F.eks. hvis jeg har set en uhyggelig film så at regere jeg ved at sige hvor dårlig den var og lave en vits ud af det, så skal det nok gå.
7 timer siden fandt jeg ham manden med det gevær der går bag mig. Jeg er bange for hvis der kommer den mindste støj skyder han mig i ryggen. Jeg tog ham op ved siden af mig og gik og så frem og tilbage. Fra side til side. Jeg er vågen, jeg er vågen. Jeg hørte noget der lød som en dåse der faldt på jorden. Vi vente os om, ingenting, vi kan vist sagtens fortsætte frem af. Der var de, 20 måske 30 zombier foran os. Han begyndte straks at skyde som en gal. Jeg bakkede bare bagud. Jeg løb, gemte mig på bagsædet af en bil. Jeg lå der et par minutter da jeg så op. Var de væk. Men ham manden lå stadig på vejen. Jeg gik hen til ham. Sygdommen var ved at træde til i hans blod. Han vendte sig om og rakte en hånd frem hjælp stønnede han. Hvad er chancen lige her, finder jeg en kur på de næste 7 sek. Eller skulle jeg skyde ham i hovedet og komme vider. Jeg stod et par sekunder med hænderne mod himlen. Okay, der kom ingen kur så måtte jeg jo skyde. Jeg sigtede mod hans pande. Min hånd rystede. Jeg lukkede mine øjne og BANG! Jeg så ikke på ham jeg vendte mig bare om og gik.
Dag 5.
Sulten. Tørstig. Træt. Og en moder. Jeg er ikke en zombie endnu, men jeg har allerede dræbt. Er der andre mennesker tilbage. Er der andre som mig, eller er de klogere og befinder sig langt væk herfra. Mine ben forsvinder snart under mig. Jeg faldt sammen på fliserne. Jeg kunne ikke mere. Jeg mangler vand. Mad. Søvn. Jeg tog mig sammen og rejste mig. For sent. De havde allerede omringet mig. Jeg så ud gennem dem, der var måske 100 eller 1000. Jeg har ikke en chance, jeg kan prøve at løbe igennem dem. Men til havd nytte. Jeg holdte pistolen mod min tænding. En tåre gled ned af min kind. Tænk mit liv skulle ende sådan. 28 år, komiker, havde en kæreste igennem 5 år, hende slog jeg ihjel med et bat for 5 dage siden. En mand jeg ikke engang kendte, slog jeg ihjel for 2 dage siden. Og nu ser jeg verden gå under. Måske er der nogle der redder os. Jeg kan kun bede til det vil ske. Jeg laver selvmord. Det har Jeg altid været imod. Og nu gør jeg det. Jeg kan høre anger, skrig, stønnen omkring mig. Men det slut nu. Mit liv har været godt. Jeg har set det jeg ville. Prøvet det jeg skulle. Grinede det jeg ville. Og elsket dem jeg kunne. Jeg trykkede.
Jeg vågnede badet i sved, min kæreste lå ved siden af mig og sov. Jeg så ud gennem vinduet. Det var bare en drøm. Jeg så på mit skrivebord. Der lå en zombie film og et papir ved siden af, hvor jeg allerede var begyndt at skrive dårlige jokes om filmen. Jeg åndede lettede op, satte mig og skrev vider.
No comments:
Post a Comment